Fodbold

KOM OG HØR MORTEN BRUUN FORTÆLLE FODBOLDHISTORIE

Som led i markeringen af Sparkær IF’s 100-års jubilæum er det lykkedes os at få arrangeret et foredrag med den landskendte fodboldkommentator og forfatter Morten Bruun. Han vil også være kendt som tidligere fodboldspiller og -træner, og har blandt andet vundet DM med Silkeborg i 1993/94 og EM med Danmark i 1992. Han er i øvrigt født i Højslev i 1965.Det sker i Sparkær Forsamlingshus onsdag den 30. oktober 2024 kl. 19.00. Entre er 175,00 kr. inkl. 2 lette sandwich, der kan nydes i pausen. Dørene åbnes kl. 18.00, og der kan købes øl og vand før foredraget og i pausen. Der er plads til max. 110 deltagere.

Foredraget er som en fodboldkamp på 2 x 45 minutter med indlagt pause og vil iflg. Morten Bruun omhandle følgende:

Kom med på en kulturel fodboldrejse i Danmark. I første halvleg kigger vi nærmere på den lokale scene og hører om Husmandsholdet fra Borup IF, om Stoholm IF’s eventyr som divisionsklub, om Skives IK’s flirt med Superligaen og om Peter Shilton’s debut for Holstebro Boldklub.

 I anden halvleg tager vi på rundtur i hele Danmark og hører om Manchester Uniteds besøg på Bornholm, om den omskolede målmand, der kom på landsholdet som markspiller, om den første afrikaner i dansk fodbold. om Odense-klubbernes mange møder med Real Madrid og om statuesituationen i dansk fodbold.

Det er fodbold for nørder. I ordets bedste betydning.

Køb din billet her